HVIDOVRE KARATE KLUB

...din lokale karate klub siden 2000

Besked

10 års Jubilæumsfest

Hvidovre Karate Klub fyldte 10 år d. 8. august 2010, og det blev fejret med et brag søndag d. 3. oktober. Til arrangementet var tilmeldt ikke mindre end 96 medlemmer, forældre og søskende. Der blev kl. 13:00 budt velkommen ved chefinstruktør Peter Lee, som kort fortalte om klubbens historie fra ide til virkelighed og om hvordan medlemstallet er vokset stødt siden starten. Fra kun at have en lille håndfuld medlemmer i år 2000, har klubben nu vokset sig stor med godt 80 medlemmer. Visionerne for fremtiden blev også luftet, nemlig drømmen om egne lokaler, og at bestyrelsen allerede har indledt jagten. Instruktørerne sørger for målrettet udvikling og træning af alle klubbens medlemmer, og bestyrelsen tager sig af en masse andre opgaver. Alle er engageret for at sikre klubbens fremtidige udvikling.

Spisning

Efter velkomsttalen blev der gået hårdt til det overdådige bord af mad serveret som buffet. Der var alt hvad hjertet og mundvandet kunne begære. Udover maden var der vin, øl og sodavand samt slush ice venligst udlånt af en af vore sponsorer. Der blev afholdt lotteri med rigtigt flotte gevinster fra vores mange sponsorer i det lokale forretningsliv.

Stand up

Udover spisning, lotteri og andre indslag var der også kl. 15:00 bestilt Stand Up underholdning ved Claus Reisse, der underholdt ca. ½ time med både almindelig stand up og sækkepibe. Chefinstruktør Peter Lee blev på et tidspunkt kaldt op til Claus Reisse for at forsøge sig som sækkepibe musiker. Desværre for alle tilhørere var Lee Sensei ikke ligefrem musikalsk anlagt og det lød mere som en kat der blev hevet i halen end egentlig musik. Ikke desto mindre kom alle igennem piberiet og Claus Reisse overtog igen sækkepiben og viste forsamlingen, hvordan det skulle gøres. Alle både børn og voksne blev underholdt og latteren var høj ligesom alle var imponeret over Claus' evner med sækkepiben.

Kaffe og Kage

Efter Stand Up blev der serveret kaffe og kage, og lotteriet blev afviklet. Der var rigtigt mange sponsorgaver, og det tog derfor en rum tid, før alle lodder var udtrukket og alle præmierne var delt ud. Der var stor jubel rundt omkring, især blandt dem der gjorde en god høst. Tak til alle vore sponsorer for de flotte præmier, og tak til deltagerne for at købe stort ind af lodderne og dermed støtte klubbens flotte arrangement.

Afslutning

Chefinstruktør Peter Lee holdt ca. kl. 17:00 den afsluttende tale, hvor han takkede de fremmødte for engagementet samt bestyrelsen og især formand Charlotte Fosgrau for det kæmpe arbejde der var lagt i planlægningen og udførelsen af arrangementet. Der skal også lyde en stor tak til de forældre der blev efter arrangementet og hjalp bestyrelsen med oprydningsarbejdet. Vi glæder os allerede til at byde velkommen om ti år til klubbens 20 års jubilæum.

Design by Kynthos™ Copyright © 2006-2012. All rights reserved.